Mineralet zink påvirker flere vigtige funktioner i stofskiftet hos de fleste levende organismer. Ved det tekniske universitet i München (TUM) har forskere opdaget, at selv en mindre zinkmangel forringer fordøjelsen allerede i et tidligt stadie.
Da zink findes i meget små mængder i levende væsener, skal vi kontinuerligt indtage det via kosten eller som kosttilskud. I det aktuelle studie blev der udført forsøg med nyligt fravænnede smågrise, som fik en kost med begrænsede mængder zink. Det tog kun ti dage for dyrene at udvikle zinkmangel.
Symptomer på zinkmangel
Ved moderat zinkmangel er der ingen synlige symptomer, men små ændringer kan identificeres i leveren og blodet. Da forskerne undersøgte de effekter, det reducerede zinkindtag havde på dyrenes stofskifte, opdagede de, at kroppen forsøgte at optimere optagelsen, samtidig med at zinkudskillelsen fra bugspytkirtlen faldt.
Det er kendt, at klinisk zinkmangel reducerer appetitten, og flere forskellige hypoteser er blevet fremsat som forklaring, herunder at zinkmangel kan have en direkte indvirkning på vagusnerven. Den egentlige årsag kan dog være meget enklere:
– Mangel på zink gør, at maden nedbrydes langsommere og derfor ophobes i mave-tarmkanalen. Det giver en følelse af mindre sult, forklarer Daniel Brugger, som er medforfatter til studiet.
Fordøjelsen har brug for zink for at fungere normalt
Bugspytkirtlen er kroppens kontrolstation for nedbrydning af mad og optagelse af energi. Den pumper zink ind i mave-tarmkanalen for at opretholde et passende niveau. Men ved zinkmangel reducerer bugspytkirtlen sin udskillelse. Daniel Bruggers hypotese var, at denne mekanisme kunne være relateret til fordøjelsen, hvilket viste sig at være korrekt.
– Vi har bevist, at der er en direkte sammenhæng mellem mængden af fordøjelsesenzymer i bugspytkirtlen og kroppens samlede zinkindhold, forklarer Brugger. Selv kortvarig zinkmangel bør derfor undgås.
Zink til dig, der er veganer eller vegetar
Da grise og mennesker er meget ens fysiologisk, konkluderer Brugger, at vi bør sikre os dagligt zinkindtag. Han råder især veganere, vegetarer og ældre til at være opmærksomme på deres zinkniveau, især da zinkmangel øger forskellige inflammationsmarkører hos mennesker og reducerer immunforsvaret – kroppens evne til at reagere normalt på antigener.
Fødevarer, der indeholder meget zink, omfatter blandt andet skaldyr, spinat, græskarkerner, kakao og svampe.
Forfatter
Litteraturhenvisninger
Vis litteraturhenvisningerKilde: Technincal University of Munich. A diet lacking in zinc is detrimental to human and animal health. Pressmeddelande 2016-09-06.
Studien: Daniel Brugger, Wilhelm M. Windisch. Subclinical zinc deficiency impairs pancreatic digestive enzyme activity and digestive capacity of weaned piglets. British Journal of Nutrition, 2016 Sep;116(5):950-1. doi: 10.1017/S0007114516002683.