Stærkere knogler med K-vitamin

Osteoporose, bisfosfonater, D-vitamin og kalktilskud

Osteoporose er et almindeligt problem blandt kvinder efter overgangsalderen. I Sverige sker der omkring 70.000 knoglebrud om året¹, som skyldes osteoporose – især i håndled, overarm, hofte eller ryghvirvler. Ofte opdages problemet med for porøse knogler først, når et knoglebrud har fundet sted.

En almindelig behandling mod osteoporose er medicin af typen bisfosfonater kombineret med D-vitamin- og kalktilskud. Bisfosfonater forhindrer en type immunceller (osteoklaster) i at nedbryde knoglevæv, der ikke længere er nødvendigt. D-vitamin og kalk giver kroppen ekstra kalk, som er nødvendigt for at styrke knoglerne.

En stor ulempe ved bisfosfonater er, at de kan give ubehagelige bivirkninger som hjerteproblemer og mavesår. I sjældne tilfælde kan de endda forårsage osteonekrose (knogleråd). Faktisk øger de risikoen for knoglebrud, hvis de anvendes over længere tid. I en undersøgelse havde kvinder, der tog bisfosfonater regelmæssigt i fem år, tre gange større risiko for at få brud, som normalt ikke forbindes med osteoporose, for eksempel brud midt på lårbensknoglen.²

Et andet problem er, at tilskud af D-vitamin og kalk uden et tilstrækkeligt indtag af K-vitamin kan føre til, at kalk havner de forkerte steder i kroppen. I stedet for at deponeres omkring osteoblasterne – de celler, der danner knoglevæv – kan kalk ophobes i blodkarrene og føre til forkalkninger.^3,4

K for kalkregulering

I grønbladede grøntsager findes det fedtopløselige stof kaldet K-vitamin. K står for koagulation, fordi vitaminet er nødvendigt for, at blodet kan størkne ved blødning. Men det spiller også en vigtig rolle i dannelsen af knoglevæv.

K-vitamin regulerer kroppens kalkomsætning, så mere kalk bindes i knoglecellerne, og mindre udskilles via urinen. Denne regulering synes også at forhindre, at blodkarrene og andre væv forkalkes.

K-vitamin findes i to hovedformer: fyllokinon (K1) og menakinon (K2). K1 findes primært i grønbladede grøntsager og dannes under fotosyntese. Jo mørkere grøn farve, grøntsagerne har, desto mere klorofyl og K-vitamin indeholder de. K2 dannes af tarmbakterier hos mennesker, men findes også i moderate mængder i animalske fødevarer samt i fermenterede grøntsager som surkål, koreansk kimchi og soja-produktet natto.

K1-vitaminet i bladgrøntsager kan omdannes til K2-vitamin i kroppen, men kun i begrænset omfang, da optagelsen af K1 fra grøntsager er lav – omkring 5 procent, eller op til 13 procent, hvis grøntsagerne spises sammen med lidt fedt (da K-vitamin er fedtopløseligt). Til gengæld er optagelsen af K2 fra fermenterede fødevarer betydeligt højere. Så godt som alt K2-vitaminet i maden optages.⁵

En effektiv måde at modvirke osteoporose på kan derfor være at spise en kost rig på bladgrøntsager, fermenterede fødevarer, passende mængder protein af høj kvalitet og sunde fedtsyrer samt dyrke vægtbærende motion som vandring, løb, aerobic og ketchersport. Hvis du tager tilskud af D-vitamin og kalk, kan det desuden være en god strategi at supplere med K-vitamin. 

K-vitamintilskud lige så godt som bisfosfonater

Flere forskningsstudier har vist, at mangel på K-vitamin kan øge risikoen for knoglebrud, og at tilskud af K-vitamin kan reducere denne risiko. Da japanerne spiser mange bladgrøntsager og en hel del fermenteret soja, har de været særligt interesserede i at undersøge K2-vitaminets effekt på knoglesundheden. En gruppe japanske forskere antog, at K2-vitamin har en stærkere effekt på knoglesundheden end K1. De fulgte 241 kvinder med osteoporose, som fik et tilskud med høj dosis K2-vitamin (45 mg om dagen) i to år. Resultatet viste, at K2 reducerede risikoen for knoglebrud signifikant og desuden forebyggede tab af knoglemasse i lænderyggen.⁶

I en anden japansk undersøgelse så forskerne, at samme dosis K2-vitamin (45 mg) modvirkede rygbrud blandt kvinder efter overgangsalderen lige så effektivt som bisfosfonatmedicinen etidronat. I denne undersøgelse øgede K2 også knoglemassen, men ikke i samme grad som medicinen.⁷

Ifølge en anden undersøgelse har K2 samme knoglestyrkende effekt ved lavere doser (180 mikrogram/dag), men her blev en naturlig form af K2-vitaminet (menakinon-7) anvendt, i modsætning til de to japanske studier ovenfor, hvor en syntetisk variant, menatetrenon, blev brugt.⁸

K-vitamin er sikkert at tage som tilskud, undtagen for personer, der tager blodfortyndende medicin. Dette skyldes vitaminets koagulerende egenskaber. Du bør derfor ikke tage hverken K1- eller K2-vitamin som tilskud, hvis du tager blodfortyndende medicin.

Det bedste er at kombinere K2- og D3-vitamin med magnesium, da dette er et mineral, mange mangler, og som komplementerer kroppens kalkbalance. Magnesium hjælper kroppen med at holde kalk i cellerne, hvor det er nødvendigt, og fungerer i princippet som en naturlig kalkblokker.

Forfatter